Portal:Historie/Udvalgt artikel/maj, 2024

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Slagets forløb 8. til 17. august 1944.

Slaget om Falaise-lommen blev udkæmpet under 2. Verdenskrig mellem 12. og 21. august 1944. Det var det afgørende slag under slaget om Normandiet. Det fik sit navn fra området omkring byen Falaise, hvor de tyske 7. armé og 5. panserarmé blev omringet af fremrykkende vestallierede styrker. Slaget kaldes også Falaise-hullet (senere kendt som "Dødens dal") efter den korridor, som tyskerne forsøgte at opretholde, så deres enheder kunne undslippe. Slaget førte til udslettelsen af hovedparten af Tysklands styrker vest for Seinen og åbnede vejen til Paris og den tyske grænse.

Efter Operation Cobra, det vellykkede amerikanske udbrudsforsøg fra brohovedet i Normandiet, trængte amerikanske styrker hurtigt mod syd, sydøst og vest på ind i Bretagne. Selv om de ikke havde ressourcer nok til både at håndtere det amerikanske gennembrud og samtidige britiske og canadiske offensiver ved Caen, fik feltmarskal Günther von Kluge, den tyske øverstkommanderende på Vestfronten (OB West) ikke tilladelse af Adolf Hitler til at trække sig tilbage. I stedet fik han ordre til at gennemføre et modangreb mod amerikanerne ved Mortain. Resterne af fire panserdivisioner, som var alt hvad von Kluge kunne skrabe sammen, var ikke nok til at stoppe amerikanerne, og modangrebet i Unternehmen Lüttich var en katastrofe, som blot betød at tyskerne blev tvunget længere ind i de allierede linjer, og efterlod dem i en særdeles farlig stilling.

    ... læs mere