Bruger:Alexandramander/sandkasse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Alexandramander/sandkasse
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Epigrammatiker, filosof

Platon (græsk: Πλάτων), født ca. 428, død 348 f.Kr., var en græsk filosof født i Athen. Han var elev af Sokrates og grundlægger af Platons akademi. Platon er den primære kilde til vores viden om Sokrates. Skellet mellem Platons og Sokrates´ tanker er ikke klart. Der er dog blandt forskere bred enighed om, at Platon særligt i sine senere skrifter lægger sin egen filosofi i munden på Sokrates.

Platon fremsatte sine synspunkter i form af dialoger mellem Sokrates og borgere fra Athen. Platons synspunkter udviklede sig, men han kommenterede det aldrig. Han lader bare Sokrates fremføre modsatte synspunkter end i en tidligere dialog og tager ikke afstand fra sine tidligere synspunkter. Han udtrykker ofte sine teorier i lignelser og myter, såsom hulelignelsen og myten om Atlantis.

Platon er en af de mest indflydelsesrige filosoffer i vestlig filosofi.

Forholdet til Sokrates[redigér | rediger kildetekst]

Platon var elev af Sokrates, og han var en af de mange unge mænd, der flokkedes om Sokrates, når han gik rundt i Athens gader, i dets søjlegange og på dets torve, hvor han indlod sig i diskussion med hvem som helst. Han var ingen skønhedsåbenbaring og lagde ingen vægt på sit ydre. De fleste kilder beskriver Sokrates som uskøn, tyk og skaldet med udstående øjne. Alligevel flokkedes de unge, særligt de fornemme, om ham. Der var noget særligt ved den måde han talte på, og ved den måde, han fremlagde en sag på.[1]

Mange af Platons skrifter er dialoger, da de typisk former sig som samtaler mellem Sokrates og en af hans tilhørere, med Sokrates som den dominerende samtalepartner. Det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at sige, hvilke tanker der stammer fra den historiske Sokrates, og hvilke tanker der stammer fra Platon selv. Spørgsmålet er omstridt blandt Platonforskere. De fleste mener, at den historiske Sokrates er mest fremtrædende i de tidlige dialoger, mens Platons egne tanker mere kommer til orde i de senere dialoger.[2]

Under alle omstændigheder er der tale om et udpræget sammenfald mellem Platons tanker og Sokrates´ tanker.

Platons filosofi[redigér | rediger kildetekst]

Fænomener og ideer[redigér | rediger kildetekst]

Ifølge Platon findes der to forskellige "verdener" eller sfærer: fænomenverdenen og ideverdenen. Fænomenverdenen er den kendte fysiske verden, som indeholder kendte fysiske ting: Mennesker, dyr, planter, sten, redskaber, osv. Disse fysiske ting kalder Platon fænomener, fordi de er det, der viser sig for vores fysiske sanser. Ordet "fænomen" er oprindelig græsk (fainomenon, φαινόμενον) og betyder "det, der viser sig". Ideverdenen er en højere, abstrakt, begrebsmæssig, åndelig verden, der ligger bag ved eller ud over fænomenverdenen. Det er en usynlig verden - en verden som ikke viser sig for de fysiske sanser. Ideverdenen indeholder ideerne, som er det egentlige grundlag for fænomenerne.[3]

Platons teori om ideerne er blandt andet en reaktion på den græske filosof Heraklit (540 f.v.t - 480 f.v.t.), som sagde, at man kan ikke bade i den samme flod to gange. For det er ikke det samme vand, der er i floden, når man bader i den anden gang. Heraklit understregede dermed de forandringer, som findes i de fysiske fænomener. Verden er ikke stabil og entydig. Den udgøres af en bevægelsesproces - en permanent forandring. Denne tanke udtrykkes i sætningen: "Alting flyder" (på oldgræsk: "Panta rei" (πάντα ῥεῖ)). Heroverfor hævdede Platon, at der findes noget, som ikke forandrer sig, nemlig ideerne. Flodens vand forandrer sig, men floden som form er den samme. Sagt med andre ord: Floden som fænomen forandrer sig, men floden som ide forandrer sig ikke.

Et andet eksempel på et fænomen er en rose. Der findes imidlertid mange roser. En blomstermark kan indeholde tusind roser. Men alle disse roser har det til fælles, at de tilhører arten roser. Platon udtrykker det på den måde, at de alle er delagtige i rosens ide, som er urformen for alle roser.[4]

Ideerne er uforanderlige og evige. Og netop derfor er de virkelige. Fænomenerne er derimod foranderlige og forgængelige. De opstår, og de forgår. Og derfor der de ikke virkelige. De er ufuldstændige billeder af de evige - virkelige - ideer.[5]

Forholdet mellem fænomenerne og ideerne kan illustreres med et andet eksempel: skønhed. Der findes mange ting, der er smukke: legemer, kunstværker, videnskaber, love, mm. Alle disse ting er - i højere eller mindre grad - delagtige i skønhedens ide, som er den sande, uforanderlige skønhed. Denne sande skønhed kan man kun se med sjælens øje:

"Men hvad nu, hvis mennesket havde øjne til at se den sande skønhed, den guddommelige skønhed, jeg mener ren og klar og ublandet, ikke tilstoppet med urenhederne fra dødeligheden og alle farverne og forfængelighederne i menneskelivet, idet det <mennesket> ser derop og fører samtale med den sande skønhed, simpel og guddommelig? Husk, hvordan det kun i det fællesskab, hvor det ser skønheden med sjælens øje, vil være i stand til at frembringe, ikke billeder af skønhed, men realiteter." [6]

Ordet "ide" kommer af det græske ord "eidos" (εἶδος), som betyder "det som ses" eller "syn". Det syn, som Platon her tænker på, er netop det syn, som viser sig for sjælens øje. Ideerne kan ses af sjælens øje, men ikke af legemets øje, som kun kan se skyggebillederne af ideerne, nemlig fænomenerne. Denne tanke illustrerer Platon med hulelignelsen i skriftet Staten:

Menneskene er som nogle væsener, der sidder i en hule og er lænket på en sådan måde, at de kun kan vende ryggen mod hulens indgang og kun kan rette blikket mod hulens bagvæg. Uden for hulen brænder der et stort lys. Mellem dette lys og hulen går der nogle skikkelser frem og tilbage. Disse skikkelser kaster deres skygger ind gennem hulen mod dens bagvæg. Væsenerne i hulen ser disse skygger. Men da de aldrig har set andet end skygger, tror de, at skyggerne er virkeligheden.[7]

En illustration af Platons hulelignelse.

Opgaven bliver nu at få befriet dette væsen fra dets lænker og få det ført ud af hulen, så de kan se de virkelige skikkelser, og så de kan indse, at de billeder, som de så på hulens bagvæg, kun var skygger. De skal ud i virkelighedens lyse verden og ikke blive siddende i hulens mørke skyggeverden.[8]

Platons filosofi er et klassisk eksempel på idealisme: Den egentlige virkelighed er noget åndeligt (ideerne). Nærmere bestemt er der tale om objektiv idealisme: Det åndelige (ideerne) er noget, der eksisterer i sig selv - ikke noget, der kun eksisterer i menneskets bevidsthed (subjektiv idealisme).

Samtidig er Platons filosofi også et eksempel på dualisme: Verden er inddelt i to væsensforskellige dele - to substanser. I Platons tilfælde er de to substanser fænomenverdenen og ideverdenen. En særlig rolle i den forbindelse spiller dualismen mellem sjæl og legeme.

Sjæl og legeme[redigér | rediger kildetekst]

For Platon er sjælen menneskets centrum. Mennesket er sjælen, som er bærer af tanker og følelser.[9] Sjælen indeholder imidlertid modstridende kræfter. Platon sammenligner den med en kusk og to heste, en hvid og en sort. Kusken er fornuften og viljen, der forsøger at styre de to heste. Den hvide hest stræber opad mod ideernes verden, mens den sorte hest stræber nedad mod det sanselige og det jordiske. Hvis kusken er i stand til at tøjle den sorte hest og dermed kontrollere de jordiske begær og lidenskaber, kan sjælen få et glimt af den guddommelige verden, hvor de evige ideer findes.[10]

Sjælen bliver vurderet som noget højere end det fysiske legeme. Den er beslægtet med ideerne, og den er i stand til at erkende og nå op til ideernes evige rige. Legemet kan dog trække legemet nedad. Det kan forurene sjælen med sine lave begær. Det er legemet og dets begær, der giver anledning til ulykker, krige og kampe.[11] For eksempel kan legemet give anledning til en overfladisk fysisk kærlighed. Som en modsætning hertil opstiller Platon den åndelige kærlighed (se platonisk kærlighed).

Sjælen er udødelig, mens legemet er dødeligt. Legemet går til grunde ved døden, mens sjælen lever videre.[12] Sjælen hører ikke hjemme i fænomenernes forgængelige skyggeverden. Dets egentlige hjem er i ideernes evige verden.

Platon har med sin tanke om sjælens udødelighed udøvet en stor og langvarig virkning på vestlig filosofi. En af Platons argumenter for sjælens udødelighed er den erindring om noget evigt og varigt, som han mener ethvert menneske er født med.[13] Platons tanke om erindringen hænger sammen med hans tanke om reinkarnation: sjælen har levet mange liv på jorden, og derfor har den lært mange ting:

"Eftersom sjælen altså er udødelig og er født mange gange og har set både denne verden og underverdenen og alle ting, så er der ikke den ting, den ikke har lært. Derfor er der ikke noget mærkeligt ved, at den også kan erindre, hvad den tidligere har vidst, både om det gode og om meget andet." [14]

Den sande erkendelse ligger allerede i sjælen som erindring. At lære noget er derfor at erindre, hvad man allerede har lært.[15] Lærdommen glemmes ganske vist, når sjælen tager bolig i et legeme ved fødslen. Men lærdommen kan findes frem igen. Det skal ske ved hjælp af "maieutik": jordemoderkunst eller fødselshjælp. En lærer skal hjælpe sin elev til at finde sin indre viden frem, til at "føde" sin erkendelse", ligesom en jordemoder hjælper den fødende kvinde til at føde barnet.

I dialogen Menon lader Platon Sokrates bruge et eksempel fra geometrien til at vise, at viden erhverves ved erindring. Sokrates stiller nogle spørgsmål om en geometrisk konstruktion til en slave, som ikke har nogen viden om geometri, da han ikke har nogen uddannelse. Ved hjælp af spørgsmål hjælper han slavedrengens indre viden frem. Denne indre viden må derfor ligge i sjælen som en medfødt egenskab, siger Sokrates. Hvis slaven ikke har fået sin viden i dette liv, må han have fået den på et tidligere tidspunkt.[16]

Etik[redigér | rediger kildetekst]

Erkendelsen spiller også en afgørende rolle i Platons etik. Det er her en grundlæggende tanke, at den, der virkelig har erkendt, hvad det gode er, også vil gøre det. Omvendt skyldes menneskets onde gerninger uvidenhed. Som følge heraf går vejen til en etisk livsførelse gennem en forbedret erkendelse.[17]

Den erkendelse, som Platon taler om, er ikke det, man almindeligvis forstår som erkendelse. Det er en erkendelse, som findes dybt i sjælen. Erkendelsen sker uden for alle ord, for den lever ikke i formuleringer, men i sjælens inderste, hvor sandheden berører sjælen.[18] Den erkendelse, der her er tale om, er dybest set erkendelsen af det godes ide, som ligger bag alle gode handlinger. I den grad mennesket erkender det godes ide, i samme grad handler det godt.[19]

Det godes ide har en særstilling blandt ideerne. Platon siger, at det godes ide er ideernes ide; den er betingelsen for al erkendelse. Ligesom solen er betingelsen for, at vi kan se alle de synlige ting, så er det godes ide betingelsen for, at vi kan "se" ideerne.[20] Platon kommer med det godes ide tæt på et Gudsbegreb.

Hertil

<Religionen i krise 1, s. 124-25>

Politisk filosofi[redigér | rediger kildetekst]

Politisk brugte han sit verdensbillede til at forklare sin idealstat som beskrevet i hans hovedværk Staten[21]. Her skitserer Platon, hvad der formentlig er den første utopi og politiske filosofi.

Fordi det gode også er det sande, og fordi sandhed ikke er et spørgsmål om mening (doxa), men om viden, bør staten ledes af filosoffer. Denne elitære tankegang er direkte vendt mod demokratiet, som Platon hadede (det var Athens demokrati, der dømte Sokrates til døden). Som et billede på demokratiet bruger Platon en båd, hvis besætning har begået mytteri og sejler hid og did — uvidende om farerne.

Efter Sokrates død søgte Platon at finde en metode til at finde de bedste og klogeste, sikre dem gode vilkår og overbevise dem om at regere. Den fremgangsmåde, han når frem til, er familiefjendsk: børnene skal tages fra deres forældre og opdrages af staten. Først skal de trænes fysisk med gymnastik og sport. Så bliver de sunde, så lægekunst bliver overflødig. De skal lære musik med harmoni og rytme. De skal være troende, og de skal lære filosofi. De skal igennem duelighedsprøver for at frasortere dem, er ikke egner sig til statsledelse. Fra deres 30. år skal de i fem år oplæres i idélære, og så skal de i 15 år leve i samfundet, opleve nederlag og hårdt arbejde. De er som 50-årige endelig klar til at deltage i statsstyret. Men de må ikke have ejendom, ikke have hustruer, men kvindefællesskab, da der skal være streng eugenik med al børneavl. Hele ordningen skal sikres i form af en lille gruppe statsvogtere, en større klasse af krigere og hjælpekræfter og en stor klasse af købmænd, håndværkere og landmænd. Således var Platons alternativ til den athenske demokrati.

Kong Dionysos af Syrakus inviterede Platon til at afprøve sine ideer, men da kongen opdagede, at han enten skulle blive filosof på Platons betingelser eller opgive sin herskerstilling, solgte han Platon som slave[kilde mangler].

Filosofihistorisk betydning[redigér | rediger kildetekst]

Alfred North Whitehead (1861-1947) skrev i Process and Reality fra 1929 at: "Den sikreste generelle karakteristik af Europas filosofiske tradition er, at den består af en række fodnoter til Platon". Med andre ord: Det er næsten umuligt at overvurdere Platons betydning i et idéhistorisk perspektiv.

Aristoteles udvikler sin filosofi under dyb indflydelse af – og som en kritik af Platons system.

Platon grundlægger begrebsrealismen.

Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) står ligeledes i betydelig gæld til Platon, og der findes mange andre. I nyere tid har Karl Popper udviklet en metafysisk teori, der minder meget om Platons, idet den opererer med tre slags eksisterende ting (fysiske ting, bevidstheder og begreber).

I Danmark[redigér | rediger kildetekst]

Platons filosofi har haft en betydningsfuld indflydelse på tanken i Danmark, især gennem historien. I løbet af 18. og 19. århundrede blev idealistiske filosofiske retninger populære i Europa, og Platons tanker om idéverdenen og det absolutte fandt genklang i danske intellektuelle kredse[22]. Den danske filosof Søren Kierkegaard blev, selv om han kritiserede idealismen, også påvirket af Platons tænkning[23].

Der undervises stadig i Platon på danske universiteter. I 2018 udgav den danske fagfilosof Anne Marie Eggert Olsen bogen At forandre verden om Platons politiske filosofi[24].


Digte og sange[redigér | rediger kildetekst]

I tilslutning til de historiske romaner skrev Ingemann digtkredsen Holger Danske (1837). Allerede tidligt i sit forfatterskab havde han udvist en interesse for sagnhelten Holger Danske, som vil vågne op og hjælpe, når Danmark kommer i nød, således som det er beskrevet i de gamle folkesagn. I digtkredsen beskrives Danmarks fødsel, fremgang, fald og genopvækkelse, idet Holger Danske er den centrale skikkelse. I Holger Danske-skikkelsen har Ingemann forsøgt at personificere den danske folkeånd.[25] Fra denne digtkreds stammer sangen I alle de riger og lande.

Tit er jeg glad, og vil dog gerne græde Vift stolt på Codans bølge På Sjølunds fagre sletter I sne stårurt og busk i skjul Stork! stork! langeben! Storken sidder på bondens tag

Forfatterskab[redigér | rediger kildetekst]

Omkring år nul delte Thrasyllos Platons skrifter op i ni tetralogier (sæt af fire). ((1) markerer, at der ikke er enighed blandt forskerne om, hvorvidt den pågældende dialog virkelig er skrevet af Platon, mens (2) betyder, at dialogen afgjort er uægte.)

  1. Euthyphron, Sokrates' forsvarstale, Kriton, Phaidon
  2. Kratylos, Theaitetos, Sofisten, Politikos
  3. Parmenides, Philebos, Symposion, Phaidros
  4. Alkibiades I (1), Alkibiades II (2), Hipparchos (2), Elskerne (2)
  5. Theages (2), Charmides, Laches, Lysis
  6. Euthydemos, Protagoras, Gorgias, Menon
  7. Hippias Maior (1), Hippias Minor, Ion, Menexenos
  8. Kleitophon (1), Staten, Timaios, Kritias
  9. Minos (2), Lovene, Epinomis (2), Brevene (1)

Ikke talt med i tetralogierne: Definitioner (2), Axiochos (2), Om retfærdigheden (2), Om dyden (2), Demodokos (2), Sisyphos (2), Eryxias (2)

Kritikere af Platon[redigér | rediger kildetekst]

Aristoteles: Selvom Aristoteles var en af Platons elever, havde han også betydelige uoverensstemmelser med sin læremester. Aristoteles kritiserede især Platons teori om idéer og mente, at virkeligheden ikke kunne opdeles på samme måde som Platon foreslog[26]. Aristoteles' empiriske tilgang og fokus på konkret observation stod i kontrast til Platons mere abstrakte og idealistiske tilgang.

Friedrich Nietzsche: Filosoffen Friedrich Nietzsche kritiserede Platons filosofi som værende livsfornægtende og hævdede, at Platon bidrog til at skabe en dualisme mellem den åndelige og den materielle verden, som Nietzsche mente var skadelig for menneskets livsfulde udfoldelse[27].

Martin Heidegger: Martin Heidegger, en tysk eksistentiel filosof, kritiserede Platons metafysiske opdeling mellem idéverdenen og den materielle verden. Han mente, at Platons dualisme var en kilde til vestlig metafysik, som han selv forsøgte at overvinde gennem sin ontologi.

Alfred North Whitehead: Whitehead, en filosof og matematiker, kritiserede Platons indflydelse på vestlig filosofi og videnskab. Han argumenterede for, at Platons tendens til at betragte verden som bestående af faste, uforanderlige idéer havde skabt en begrænset opfattelse af virkeligheden.

Karl Popper: Karl Poppers kritik af Platon, som han udtrykte i sit værk The Open Society and Its Enemies, omhandlede flere aspekter af Platons filosofi[28]. Popper udtrykte bekymring for Platons politiske ideer, især dem præsenteret i Staten, og påpegede, at de indeholdt totalitære elementer. Han var særligt kritisk over for Platons vision om et samfund baseret på en hierarkisk struktur ledet af en filosofkonge, og han anså dette for at udgøre en trussel mod individets frihed og et åbent samfund.

Popper kritiserede også Platons syn på foreningen af teori og praksis, hvilket ifølge Platon betød, at filosoffer skulle være herskere[28]. Popper advarede imod denne forening, da han mente, at det kunne føre til undertrykkelse og intolerance over for alternative synspunkter.

En anden væsentlig del af Poppers kritik var rettet mod Platons essentialistiske syn på ideer og hans tro på faste samfundsstrukturer. Popper argumenterede for en mere åben og dynamisk opfattelse af samfundet, hvor forandringer og forbedringer kunne finde sted gennem kritik og reform.

Endelig udfordrede Popper Platons idé om, at filosoffer kunne opnå fuldstændig vished og kendskab til de sande former eller ideer. Han argumenterede for, at vores viden altid er begrænset og ufuldstændig, og at filosoffer bør være åbne for at revidere deres synspunkter baseret på kritik og erfaring[28].

Samlet set var Poppers kritik rettet mod Platons politiske autoritarisme, essentialisme og opfattelse af filosofisk vished. Popper argumenterede for en mere åben og kritisk tilgang til samfundet og viden.

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Søsterprojekter med yderligere information:

Platons elever[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Johannes Sløk: Platon, s. 24 og 43.
  2. ^ T. Penner: Socrates and the early dialogues, s. 121. Se også T. Irwin: The Platonic Corpus, s. 77–85.
  3. ^ Religionen i krise 1, s. 122.
  4. ^ Religionen i krise 1, s.122.
  5. ^ Justus Hartnack: Filosofiens historie, s. 20-21.
  6. ^ Platon Symposion, 12-13. Jævnfør Religionen i krise 1, s. 122-23.
  7. ^ Johannes Sløk: Platon, s. 91-92.
  8. ^ Johannes Sløk: Platon, s. 92-93.
  9. ^ Ole Martin Høystad: Sjælens historie, s. 42-43.
  10. ^ Ole Martin Høystad: Sjælens historie, s. 45.
  11. ^ Ole Martin Høystad: Sjælens historie, s. 46.
  12. ^ Ole Martin Høystad: Sjælens historie, s. 45-47.
  13. ^ Faidon, 72e-77a. Jævnfør Ole Martin Høystad: Sjælens historie, s. 47.
  14. ^ Menon, 81c. Jævnfør Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s. 15.
  15. ^ Johannes Sløk: Platon, s. 63.
  16. ^ Menon, 82a-86c.
  17. ^ Johannes Sløk: Platon, s. 60.
  18. ^ Johannes Sløk: Platon, s. 63.
  19. ^ Jimmy Zander Hagen: Erkendelse og sandhed, s. 49.
  20. ^ Staten, 6. bog, 508A-509C. Jævnfør Jimmy Zander Hagen: Erkendelse og sandhed, s. 47.
  21. ^ Olsen 2018
  22. ^ “Den danske idealisme”, Af Carl Henrik Koch, Lindhardt og Ringhoff, 2004
  23. ^ Kierkegaard 1982
  24. ^ Olsen 2018
  25. ^ Dansk litteraturhistorie, bind 2, s. 206-09.
  26. ^ Aristoteles 2021
  27. ^ Nietzsche 2014
  28. ^ a b c Popper 1945

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Annas, Julia (2009). Plato. Sterling Publishing Company,
  • Brisson, Luc. "Présupposés et conséquences d'une interprétation ésotériste de Platon." Les études philosophiques4 (1993): 475-495.
  • Des Places, Édouard. "La théologie de Platon." Études platoniciennes, 1929-1979. Brill, 1981. 160-165.
  • Friedlander, Paul (2015). Plato: An Introduction (Vol. 738). Princeton University Press
  • Gonzalez, Francisco J. "Plato's Myths." (2011): 171-174.
  • Hagen, Jimmy Zander (2000): Erkendelse og sandhed. Teoretisk filosofi. Nordisk Forlag. ISBN 87-00-45118-5
  • Hartnack, Justus (1969): Filosofiens historie. Gyldendal.
  • Høystad, Ole Martin: Sjælens historie. Fra antikken til vores tid. Gyldendal. ISBN 978-87-02-23193-9
  • Irwin, T. H. (2011): The Platonic Corpus. I: Fine, G. (red.): The Oxford Handbook of Plato. Oxford University Press.
  • Klindt-Jensen, Henrik (1993). “Fra prægning til deltagelse hos Platon”. Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie, (20), 65–86.
  • Kierkegaard, Søren: "Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates" (A. B. Drachmann, J. L. Heiberg og H. O. Lange (red): Søren Kierkegaard Samlede værker, bind 1; 1841 (her anvendt 3. udgave, 3. oplag: Gyldendalske Boghandel, København 1982; ISBN 87-00-45143-6)
  • Kirkegaard, Karl Aage (1999): Reinkarnation er forenelig med kristendom. Sankt Ansgars Forlag. ISBN 87-89452-76-3
  • Arnaud Macé, Platon, Philosophie de l'agir et du pâtir, Academia Verlag, 2006.
  • Nielsen, Henrik Krog (2000): “Den esoteriske Platon”. Forlaget Levende Visdom
  • Olsen, Anne-Marie Eggert (2018). “At forandre verden”. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag
  • Penner, T. (1992): Socrates and the early Dialogues. I: Kraut, R. (red.) Cambridge Companion to Platon. Cambridge University Press.
  • Religionen i krise 1. Berlingske Forlag 1980. Redigeret af H.C. Wind. ISBN 87-19-01355-8
  • Sløk, Johannes (1998): De store tænkere - Platon. Munksgaardd - Rosinante. ISBN 87-16-16176-9
  • Sløk, Johannes (2016 (1960)): Platon. Lindhardt og Ringhof. E-bogsudgave. ISBN 978-87-11-62399-2
  • Taylor, A. E. (2013). Plato: The Man and His Work (RLE: Plato). Routledge.
  • White, Nicholas P. Plato on knowledge and reality. Hackett Publishing, 1976.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Bruger:Alexandramander/sandkasse&oldid=11765585"